Katastrofen i 1921 – Ulvsund-stormen

Orkanagtig nordenstorm som er kendt som “Ulvsund-stormen”, fordi dampskibet S.S. Ulvsund forliser under en sejlads mellem København og Nakskov. Besætning og passagerer om bord drukner.

Efteråret og december 1921 var præget af usædvanlig megen blæst fra nord og vest. Det begyndte med “Ulvsund-stormen”. Derefter blev landet den 1-2. november ramt igen. Det var en nordvestenstorm (kategori 1). Den 17.-18. december ramte den næste storm (kategori 2) fra WNW landet. Den tredje og sidste vinterstorm – som var den kraftigste – ramte landet fra vest nytårsaften 1921 (kategori 3).

Saltbækvig – 23. oktober 1921

Johannes Vallentin var vidne til da dæmningen ved Saltbækvig gav efter under stormen den 23. oktober. Johannes Vallentin og hans kone Metha var på det tidspunkt bosat på Vrøj. Johannes Vallentin blev om aftenen banket op af Inspektør Corfixen som mente, at det var en god ide, at de sammen kiggede på dæmningen.

Det var et frygteligt vejr og det var som om himmel og hav stod i et. Sammen stred de sig afsted mod Alleshave-siden. Kort efter de havde passeret Den Gamle Skole opdagede de det første brud. Hullet var ikke ret stort og de kunne skræve over hullet mens vandet fossede ind. De betragtede hullet og det var egentlig meningen at de skulle vende om, men pludselig så Johannes Vallentin at dæmningen blev gennembrudt et par hundrede meter længere fremme. Brudet var meget større end det første – ca. 50 meter bredt – og kaskader af vand og jord væltede ind i Saltbækvig.

Johannes Vallentin tog tilløb og sprang over. Corfixen var en meget svær mand oppe i årene, men sprang i last sekund i sikkerhed – for stedet hvor han få sekunder forinden havde stået forsvandt i en rasende kaskade af vand fra havet.

14-årige Vilhelm Hansen fortæller

Vi vågnede op til en orkanagtig storm fra nord og min far bad mig gå ned til stranden for at se til bådene, som lå langs kysten. Det var en streng tur og jeg måtte kæmpe mig vej mod vinden. Da jeg nåede stranden mødte der mig et frygteligt syn. Hele forstranden var jævnet og alle bådene lå mere eller mindre som vrag og skyllede frem og tilbage langs dæmningen.

Opmåling og efterspil

Hedeselskabet foretager midt i december 1921 pejlinger i de 2 brudsteder. Lille brud er ca. 100 m bredt og den største dybde er på 3,5–4 meter. Storebrud er ca. 200 m bredt og op til 4,7 m dybt.

Vigen stod under vand i 2 år. Plante og dyreliv sygnede hen og de nøgne stammer og grene ravede op over vandet. I alt blev 9 familier fordrevet fra Saltbækvig.

Reparation af digerne

Det var Henriksen & Kähler (H&K), der til sidst lykkedes med at lukke begge brud. Natten mellem den 25. og 26. august 1923 lykkedes det at lukke det store brud med 125 mænd i arbejde. Det er disse diger, som i dag holder vandet ude.

Kilder: Grete Tvedegaard: Saltbækvig. Lokalhistorisk arkiv Svebølle.